Skal vi virkelig tænke mindre for at have det godt?

Min far sagde altid til min søster og jeg da vi var børn: ”Kun dumme mennesker keder sig ikke”. Med det mener han jo, at når man ikke har noget at lave, altså når man keder sig, så begynder tankerne at vandre og derfra finder man på noget at lave eller man finder glæde og interesse i tankerne. Og så keder man sig jo ikke længere. Skal vi tænke mindre for at have det godt? Læs mere om det i dette indlæg.

Den metakognitive metode har i Danmark fået det prædikat på sig, at man skal lære at tænke mindre.

Men det mener jeg er forkert.

Det er i hvert tilfælde ikke min udlægning af metoden.

Tænk sig hvis vi alle begyndte at følge det budskab, at tænke mindre. Der ville ikke blive skrevet bøger, lavet musik eller kunst. Der ville ikke blive tænkt spændende nye menuer på ynglings restauranten (eller hjemme i vores eget køkken), lavet gode undervisningsforløb for vores børn eller fundet på nye initiativer til, at vi kan drage bedre omsorg for de ældre. Ingen ville forholde sig til, om samfundet er skruet sådan sammen som vi ønsker det, eller om vores eget liv er, som vi ønsker det. Skrækscenariet er, hvis nu vores politikere begynder at tænke (endnu) mindre 😉

Så skal vi virkelig tænke mindre, for at have det godt?

Nej, der er nok i virkeligheden brug for, at vi alle begynder at tænke mere.

Vi skal tænke os om, være betænksomme, tænke konstruktive tanker, tænke tanker, der giver os glæde, oplysning og forståelse. Vi skal fordybe os, overveje, dagdrømme og falde i staver. Vi skal undre os.

Vi skal tænke instrumentelt – for at løse opgaver og komplicerede dilemmaer. Og vi skal tænke for tænkningens skyld. Fordi tænkning har værdi i sig selv.

Tænkning er dannelse. Tænkning er det, at være menneske. Tænkning er udviklende og berigende.

Men kan man så arbejde med sig selv metakognitivt og samtidig øve sig i at tænke mere?

Ja.

Når tænkning kan være et problem er det, når vi tænker, bekymrer eller grubler fordi vi ønsker at håndtere tanker, følelser og fysiske symptomer i kroppen, med formålet, at få dem til at gå væk.

Det er problematisk for tænkningen, fordi det her bliver en indadvendt instrumentel aktivitet. Det er også et problem, fordi det bliver en selvforstærkende aktivitet;

Vi sanser/registrerer noget, vores hjerne laver en lynhurtig fortolkning, som medfører en følelse og måske en fysisk fornemmelse. Naturlige menneskelige processer. Men fordi vi – af mange diskursbetingede årsager, som jeg ikke vil komme ind på her – har nogle overbevisninger, antagelser eller opfattelser af disse processer, som værende noget der er farligt, unormalt eller usundt, så tyer vi til nogle strategier, herunder bekymringer og grublerier og låser vores tænkning fast med det ene formål, at slippe af med tanker,

følelser og fysiske fornemmelser. Det er lidt som at stå i et dybt hul og forsøge at grave sig ud af det. Det, man tror er løsningen bliver en medvirkende og fastholdende årsag.

Når man på grund af overbevisningerne ikke mener at have noget andet valg er man låst fast. I løbet af min uddannelse som metakognitiv terapeut har Linda Burlan mange gange sagt, at vores vigtigste opgave ikke er at fortælle folk hvad eller hvordan de skal tænke, man at vise dem, at de har et VALG.

Det er vores opgave, at vise dem andre måder at respondere på en tanke, nemlig ved afkoblet opmærksomhed, det er vores opgave at anfægte de metakognitive antagelser, der fastholder. Men altså først og fremmest at vise, at folk har et valg for på hvad og hvornår de vil tænke.

Det vil altså sige at vi selvfølgelig gerne må tænke. Vi skal bare ikke i overdreven grad bruge tænkning som et instrument til at slippe af med bestemte tanker og følelser.

Denne type fastlåste tanker kan blokere for anden form for tænkning. Så der ikke længere er plads til tanker for tankernes skyld eller tanker, som gør os klogere på noget udenfor os selv eller for den sags skyld, klogere på noget inde i os selv.

Når vi lærer at slippe denne begrænsende og indadvendte måde at tænke på, kan vi blive sat fri. Fri til at tænke.